Samliv & Arv - Lille beslutning - stor betydning

Indlæser ...

+45 70 40 41 22 info@samlivogarv.dk

Mere om testamenter

Et testamente er en ensidig, og oftest frit genkaldelig viljeserklæring, hvori testator kan råde over sine ejendele efter sin død. Et testamente er ikke kun relevant i boer af en anseelig størrelse, men bestemt også relevant i mindre boer, hvor der forefindes genstande med stor affektionsværdi.

Når man skal udarbejde et testamente er det vigtigt at vide, at der findes flere forskellige former. De to ordinære testamenteformer er notartestamenter, som reguleres i Arveloven § 63, og vidnetestamenter, som reguleres i Arveloven § 64. Herudover kan man oprette et nødtestamente, som kun kan oprettes i det tilfælde, at testator er forhindret i at oprette testamente efter Arveloven §§ 63 og 64, jf. Arveloven § 65, stk. 1.

Selve indholdet i hhv. et notartestamente og et vidnetestamente er det samme, og differentierer sig udelukkende ved måden hvorpå det gyldiggøres. Et notartestamente underskrives eller vedkendes foran en notar, hvorefter testamentet opbevares hos Skifteretten. Et vidnetestamente underskrives af testator, foran to vitterlighedsvidner, som umiddelbart derefter selv skal underskrive dokumentet.

Testator har bestemmelsesretten over hvem der skal arve, samt hvor meget. De eneste begrænsninger er

1) Testators kreditorer har fortrinsret, og eventuel gæld skal således betales af boet inden der kan udbetales arv. Den formue der er tilbage, når kreditorerne er fyldestgjorte kan ifalde arv.

2) Testators livsarvinger, samt ægtefælle er tvangsarvinger, jf. Arveloven § 1, stk. 2, samt § 10. Disse har tilsammen ret til at arve 25 % af boet. Tvangsarven deles med 12,5 % til ægtefællen og 12,5 % til ligelig deling bland børnene. Testator kan ikke råde over tvangsarven, jf. Arveloven § 50, stk. 1.

1. Friarv og fortrinsret

De øvrige 75 % af boet er friarv, og dette kan testator frit råde over. Her kan man som testator lade arv tilfalde andre end sine tvangsarvinger, og man kan fordele formuen som man ønsker. Det er ydermere muligt, at testere specifikke aktiver til specifikke arvinger, jf. Arveloven § 59. På denne måde kan man som testator eksempelvis sikrer, at vielsesringen eller maleriet tilfalder den ”rigtige”.

En tildeling af et specifikt aktiv kaldes en fortrinsret, som kort fortalt betyder, at testator giver en specifik arving ret til aktivet, uanset om andre også kunne være interesserede i aktivet. I de tilfælde, hvor der ikke er oprettet et testamente, og flere livsarvinger ønsker at arve aktivet, kan der opstå stridigheder. Løsningen bliver her, at der trækkes lod blandt alle interesserede livsarvinger, jf. Arveloven § 6, stk. 2, 1. pkt. Undtagelsen hertil er, at en arving kan have legal fortrinsret til aktivet, såfremt det repræsenterer en særlig erindringsværdi, jf. Arveloven § 6, stk. 2, 2. pkt. Problemet går dog tilbage til lodtrækning såfremt flere arvinger mener det har en særlig erindringsværdi for netop dem. Ved at tage stilling i sit testamente sikrer man sig, at ens efterladte ikke ender ud i stridigheder grundet overlappende ønsker.

2. Båndlæggelse

I et testamente er det muligt, at båndlægge arv. En båndlæggelse kan både være af tvangsarv og friarv, jf. Arveloven §§ 53, stk. 1, samt 61, 1. pkt. Forskellen på båndlæggelsen af henholdsvis tvangsarv og friarv er dens varighed. Båndlægggelsen af tvangsarv kan kun gælde indtil livsarvingen fylder 25 år, jf. Arveloven § 53, stk. 1, 1. pkt. I modsætning hertil står båndlæggelse af friarv, som kan gælde helt frem til arvingens død, jf. Arveloven § 61, modsætningsvis.

Det positive ved en båndlæggelse er blandt andet, at en båndlæggelse som udgangspunkt er ægtefællebegunstigende kombinationssæreje for arvingen, jf. Arveloven § 58, stk. 1, 1. og 2. pkt. Dette betyder, at arvingen har fuldstændigt særeje over den båndlagte arv, såfremt denne bliver skilt fra sin ægtefælle. I tilfælde af, at døden skiller ægtefællerne bliver den båndlagte arv fuldstændigt særeje for den længstlevende ægtefælle, uanset om det er arvingen eller dennes ægtefælle, der afgår ved døden.

Udover denne sikring af, at arven forbliver i de ”rigtige” hænder, er båndlagt arv beskyttet mod kreditorer, jf. Arveloven § 55, stk. 2, 1. pkt.

3. Fordeling efter Arvelovens regler

Såfremt der ikke er oprettet et testamente, vil arven efter afdøde blive fordelt efter Arvelovens regler. En ret til at arve efter Arveloven kaldes en legal arveret, og det består udelukkende ved slægtskabsforhold og ægteskab. De tre slægtsarveklasser fremgår af Arveloven §§ 1-3.

Den første arveklasse består af afdødes livsarvinger; altså afdødes biologiske og adopterede børn. Arveretten for livsarvinger er den samme som for afdødes ægtefælle. Ægtefællen og livsarvingerne har tilsammen ret til en tvangsarv på 25 % af bosloddet, jf. Arveloven § 10 og § 5, stk. 1. Hvis der findes arvinger i første arveklasse og/eller en ægtefælle, arver ingen i de øvrige slægtsarveklasser.

Såfremt afdøde hverken efterlader sig livsarvinger eller en ægtefælle, tilfalder arveretten i stedet afdødes forældre, jf. Arveloven § 2, stk. 1. De modtager 50 % af arven hver. Skulle den ene ægtefælle være afgået ved døden, arver dennes livsarvinger (afdødes søskende), jf. Arveloven § 2, stk. 2.
Skulle der hverken være forældre eller livsarvinger efter dem, arver afdødes bedsteforældre, jf. Arveloven § 3, stk. 1. Såfremt alle bedsteforældre er afgået ved døden, og ingen af disse efterlader sig livsarvinger, tilfalder arven staten, jf. Arveloven § 95, stk. 1.

4. Uskiftet bo

At sidde i uskiftet bo betyder, at den længstlevende ægtefælle beholder rådigheden over hele boet, og dermed alle rettigheder og forpligtelser, jf. Arveloven § 24, stk. 1. Dette betyder, at der er givet henstand indtil længstlevende ægtefælle afgår ved døden, eller vælger at skifte i levende live. Fælleslivsarvinger skal ikke afgive samtykke til at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo. Afdødes særlivsarvinger har dog ret til at kræve skifte, såfremt de ønsker det, jf. Arveloven § 18, stk. 1, modsætningsvis.

For at kunne sidde i uskiftet bo opstilles en række betingelser i Arveloven. Betingelserne er

1) Der skal foreligge et gyldigt ægteskab mellem afdøde og længstlevende ægtefælle. Det er således ikke muligt at sidde i uskiftet bo som samlevende.

2) Der skal i ægteskabet have været enten formuefællesskab, eller skilsmissesæreje, jf. Arveloven § 17.

3) Førstafdøde skal have efterladt sig livsarvinger. Årsagen hertil er, at længstlevende ægtefælle vil arve hele boet, når der ikke findes livsarvinger og afdøde ikke har testeret dele af sin formue andetsteds, jf. Arveloven § 9, stk. 2.

4) Såfremt førstafdøde efterlader sig særlivsarvinger, skal disse afgive en samtykkeerklæring for at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, jf. Arveloven § 18, stk. 1. Befinder man sig i et ægteskab, hvor den ene eller begge ægtefæller har særlivsarvinger, anbefaler vi, at der indhentes forhåndssamtykkeerklæringer fra alle særlivsarvinger mens begge ægtefæller lever. Disse forhåndssamtykkeerklæringer giver længstlevende ægtefæller ret til, men ikke pligt til, at sidde i uskiftet bo.

5) Selve boet skal være solvent, jf. Arveloven § 19, stk. 1.

6) Længstlevende ægtefælle skal anmode om at sidde i uskiftet bo ved Skifteretten, jf. Arveloven § 20.

5. Særligt for samlevende

Samlevende har ingen legal arveret efter hinanden. Ønsker man, at ens samlever skal arve efter en, er det essentielt, at man opretter et testamente. Her kan man vælge enten at oprette testamente alene, oprette et gensidigt samlevertestamente, eller et udvidet samlevertestamente.

Ved et udvidet samlevertestamente opnår samlevende samme retsstilling som ægtefæller med fuldstændigt særeje. Denne samme retsstilling omfatter blandt andet en udtagelsesret efter Arveloven § 11, stk. 1, samt en ret til suppleringsarv, jf. Arveloven § 11, stk. 2.

Samlevere har aldrig ret til at sidde i uskiftet bo, men kan have ret til arvehenstand, jf. Arveloven §§ 35-39.

Indkøbskurv
Du har ingen produkter i din kurv!
Subtotal
0,00 DKK
Total
0,00 DKK
Fortsæt med at handle